Af Vibeke Møller Rendboe 16. okt. 2017

Struktur – den lille hjælper

Jeg lever, jeg er medlem af en familie og forskellige andre netværk. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker, som jeg deler interesser med. Jeg slapper godt af, når jeg har gået en lang tur, og så vil jeg gerne læse en krimi.

Det er den overordnede struktur i mit liv.

Jeg er ledig og søger arbejde. Jeg er først færdig med at være ledig, når jeg starter på et nyt arbejde og har en kontrakt på ansættelsesforholdet.

Eller jeg studerer. Jeg er først færdig med at studere, når jeg står med et eksamensbevis i hånden.

Det er den aktuelle struktur i mit liv.

Jeg er medlem af en a-kasse. Jeg er forsikret 37 timer om ugen, og modtager dagpenge i op til to år med ledighed indenfor en treårs periode.

Eller jeg er tilmeldt et fuldtidsstudie, og uddannelsen er normeret til tre år.

Det beskriver strukturen for min nærmeste fremtid.

Jeg skal arbejde på at komme ind på arbejdsmarkedet igen 37 timer om ugen, og en del af det arbejde består i at producere og sende mindst 2 ansøgninger pr. uge.

Eller jeg skal læse og lave afleveringer.

Det er strukturen for en uge.

Jeg forstår, hvad jeg er i gang med. Af og til virker det alligevel uoverskueligt, som om, lyset for enden af tunnelen bliver sløret og vejen derhen snor sig og er belagt med uoverstigelige forhindringer. Så får jeg brug for hjælp til at gennemskue forløbet og sætte min indsats i system. Jeg vil lave nogle aftaler med mig selv og med en god ven, som hjælper mig tilbage på sporet i den rigtige retning. Aftalerne skriver jeg i min kalender. Det kan se sådan ud:

Mandag: stå op kl. 7, bliv klar til at starte dagens aktiviteter, tjek stillingsopslag kl. 8 – 10, kaffepause, undersøg relevante firmaer kl. 10.30 – 12, spis frokost, ring til arbejdsgivere og spørg til stillingen og virksomheden kl. 13 – 14.30, kaffepause, skriv kompetencer og ideer til hver virksomhed kl. 14.45 -15.30. Hold fri, møde familie og venner, gå ud, få luft, gør noget, som gør dig glad! Gå i seng kl. 23.00. 

Tirsdag: stå op kl. 7, bliv klar til at starte dagens aktiviteter, skriv ansøgninger til de virksomheder du forberedte i går kl. 8 – 10, kaffepause, fortsæt ansøgninger kl. 10.30 – 12, spis frokost, send ansøgninger kl. 13 – 14.30, kaffepause, tjek indbakke for svar på ansøgninger kl. 14.45 – 15.30. Hold fri, møde familie og venner, gå ud, få luft, gør noget, som gør dig glad! Gå i seng kl. 23.00. 

Sådan kan strukturen for hverdage se ud.

Strukturen, er den måde, jeg organiserer tid og aktiviteter på. Når jeg overholder strukturen, når jeg det, jeg vil. Blandt andet holder jeg fri og lader op.